På Plejehjemmet Lillerupparken søger vi en engageret og relationelt stærk plejehjemsleder, der kan skabe retning, udvikling og følgeskab i en hverdag præget af høj faglighed, nærvær og samarbejde.
Vi søger pr. 1. december 2026 en leder, der kan sikre en stabil drift og samtidig gå forrest i udviklingen af fremtidens ældrepleje med afsæt i ældrelovens værdier.
Som plejehjemsleder får du det overordnede ansvar for drift, økonomi, personale og den fortsatte udvikling af Plejehjemmet Lillerupparken. Du får reference til sundheds- og ældrechefen i Syddjurs Kommune.
Du får det overordnede ledelsesansvar for cirka 80 medarbejdere og skal i tæt samarbejde med to teamledere udvikle en stærk kultur præget af høj faglighed, nærvær, samarbejde og fælles ansvar for beboernes trivsel og livskvalitet.
Din vigtigste opgave er at sikre, at beboerne oplever et trygt, værdigt og meningsfuldt liv, hvor den enkelte mødes som et menneske med egne ønsker, ressourcer og livshistorie.
Du skal omsætte strategiske mål og politiske beslutninger til meningsfuld praksis og skabe en kultur, hvor medarbejderne oplever tillid, ansvar og mulighed for at bruge deres faglighed til gavn for beboerne.
Lillerupparken består af 83 plejeboliger og rummer en bred tværfaglig medarbejdergruppe bestående af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og ernæringsassistenter. Herudover er der tilknyttet plejehjemsterapeuter og en musikterapeut.
Vi arbejder målrettet med at styrke hverdagslivet, relationerne og fællesskabet omkring beboerne. Vi ønsker at skabe et hjem, hvor den enkelte oplever medbestemmelse, nærvær og mulighed for at leve det liv, der giver mening.
Lillerupparken er samtidig et vigtigt uddannelsessted for social- og sundhedselever samt sygeplejestuderende, og vi ser udvikling af fremtidens medarbejdere som en helt central opgave.
Vi tror på, at god ledelse skabes tæt på hverdagen.
Som plejehjemsleder på Lillerupparken får du mulighed for at gøre en reel forskel for mennesker hver eneste dag og være med til at udvikle et plejehjem, hvor værdighed, fællesskab, selvbestemmelse og faglig kvalitet går hånd i hånd.
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og forhåndsaftale.
Der indhentes ved tilbud om ansættelse referencer og straffeattest.
Er du blevet nysgerrig eller har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte chefen for Sundhed og Ældre Niels Diedrichsen på tlf. 2012 7922. Send gerne en sms, så vil du herefter blive ringet op snarest muligt.
Ansøgningsfristen er den 18. oktober 2026.
Der vil blive afholdt første samtale den 23. oktober 2026 og anden samtale den 28. oktober 2026. Mellem de to samtaler vil du blive bedt om at gennemgå en personprofilering.
Syddjurs Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Syddjurs Kommune anvender digital rekruttering, se ledige stillinger på www.syddjurs.dk/job
Vi er den største arbejdsplads i Syddjurs med cirka 3.200 medarbejdere. Medarbejdere der hver dag går på arbejde for at hjælpe og understøtte kommunens borgere. Gennem dialog med virksomheder, brugere og borgere sikrer vi fælles ansvar for Kommunens udvikling.
Vi har et Samarbejdsgrundlag der bygger på fem bærende principper; Samtaler, Fællesskab, Handlekraft, Ansvar og Udvikling.
Se glimt af vores samarbejde på tværs af vores arbejdspladser her
Du kan læse mere om vores samarbejdsgrundlag via følgende link Samarbejdsgrundlag.
Syddjurs Kommune har omkring 44.000 indbyggere, fem hovedbyer og et stort opland med mange landsbyer. Vi er en Kommune i udvikling og hvert år vælger mange familier at flytte hertil. Vores styrker er de aktive borgere, de mange bysamfund, en enestående natur og nærheden til storbyen Aarhus. Vi er en aktiv del af udviklingen i den midtjyske region, herunder Business Region Aarhus, som er et fællesskab mellem de 12 østjyske Kommuner på tilsammen en million østjyder, en halv million arbejdspladser og landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet.