Timelønsansatte til Sygeplejeklinikkerne Sundhedsfaglig Klynge Syddjurs Kommune
Vil du være med til at sikre kontinuitet og kvalitet i Sygeplejeklinikerne i Syddjurs? - Og ønsker du at arbejde med gode kolleger, hvor der er humor, rum til forskellighed og hvor udviklingen er i fokus? - så er det dig, vi søger!
Vi søger pr. 1. august 2026 eller snarest muligt timelønsansatte, kliniksygeplejersker, social- og sundhedsassistenter eller 6-7. semester sygeplejestuderende, der skal være med til udbygningen af det nære sundhedsvæsen i en af Danmarks smukkeste beliggende kommuner.
Der er politisk målsætning om `Flere borgere i klinik´. Derfor er der behov for, at vi personalemæssigt har en kapacitet, hvor vi hurtigt kan øge kapaciteten, så vi kan modtage alle relevante borgere i vores 5 Sygeplejeklinikker.
Klinikteamet styrker tværsektorielt samarbejde i Syddjurs Kommune.
Brænder du for at løse opgaver med stor fleksibilitet, kreativitet og faglighed med det mål at understøtte borgere med sygdomsforløb, hvor den sygeplejefaglige ydelse tilbydes i Sygeplejeklinik og dermed medvirke til kvalitetssikring i borgerforløb.
Formålet med Klinikteamet er at etablere et solidt fundament for udførelse af de sygeplejefaglige opgaver og tilbud til syge borgere i klinik i tidsrummet kl. 07.30 – 15.00. Klinikteamet skal kunne træde til i planlagte og i sub akutte situationer for dermed at kvalitetssikre sygeplejen, forebygge forværring og kunne modtage borgere, der med kort varsel meldes til behandling i klinik f.eks. efter indlæggelser.
Syddjurs Kommune har en handleplan for flere borgere i klinik. På sigt bliver det aktuelt med andre åbningstider; Kl. 07.00-17.00 og/eller en klinik der har åbent kl. 15.00-23.00.
Vi har derfor fokus på, at borgeren tilbydes den bedste behandling og sygeplejefaglige assistance. En af de største opgaver i sundhedsaftalen er: ”mere sundhed i det nære på borgerens præmisser”. Det vil Klinikteamet i Syddjurs Kommune gerne medvirke til sammen med de praktiserende læger, sygehuset og alle vores kompetente kolleger i de 12 borgerteams og Specialistteamet i Sundhedsfaglig klynge.
Om os og vores borgere
De opgaver vi løser er meget alsidige, og det kræver kreativitet og handlekraft for at løse borgerens forskellige behov i en geografisk stor kommune, hvor sammenhængskraften i opgaveløsningen sker i et samarbejde mellem Borgerteams og Sygeplejeklinikkerne. Vi er et super kompetent team, der arbejder med kvalitetssikring, høj faglighed og godt kollegaskab.
Dine kvalifikationer
- Bred klinisk erfaring som sygeplejerske eller SSA, ansat i en kommune i minimum 2 år.
- Du er sygeplejestuderende og interesseret i at opnå øget viden om specialiseret sår behandling, andre klinikopgaver i tæt samarbejde og sparring med erfarne kolleger.
- Har interesse i at medvirke til høj faglighed i trygge rammer.
- Veludviklet klinisk blik.
- Mod til at arbejde selvstændigt og i team.
- Fleksibel – også i forhold til opgaveløsning på tværs af sektorer.
- Kørekort.
Vi tilbyder
- En stilling som timelønsansat på 0 timer/uge - på sigt med mulighed for fast stilling med indmøde i tidsrummet kl. 07.00-15.00 på ugens hverdage samt ca. 5 helligdage pr. år.
- Et positivt og ærligt arbejdsmiljø med engagerede og kompetente kollegaer, hvor fleksibilitet, nærhed og humor vægtes højt.
- Komplekse, alsidige og spændende sygeplejefaglige udfordringer.
- Faglig sparring med praktiserende læger, speciallæger og personale ansat i diverse ambulatorier i Regionen - og specifikt med nærmeste kolleger og de 3 sårsygeplejersker i Sundhedsfaglig klynge.
- Mulighed for faglig og personlig udvikling.
- Individuelt introduktionsprogram i forhold til dit behov.
Om afdelingen
Ansatte i Klinkteamet i Sundhedsfaglig klynge møder ind i de respektive Sygeplejeklinikker i Rønde, Knebel, Hornslet, Ebeltoft og Ryomgård.
Du får medindflydelse på, hvilke klinikker du primært bliver tilknyttet.
Som timelønsansat vil du kontinuerligt få tilbudt vagter 4 uger frem.
Hvis du tilbydes en fast stilling, kender du din tjenestetidsplan 8 uger frem som SSA og 4 uger frem som sygeplejerske.
Akutteamet, Aftenteamet, Natteamet, farmakonom, sårsygeplejersker, ressourceplanlægger og kontinenssygeplejerske, er alle en del af Sundhedsfaglig klynge og møder dagligt ind på Dalgårdsvej 2A, Thorsager, 8410 Rønde, hvor der er fælles kontorfaciliteter.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og efter konkret forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Ugentligt timetal som timelønsansat tilbydes efter aftale/har du selv indflydelse på
I Sundhed og Ældre i Syddjurs kommune har vi en generel politik om, at der ved ansættelser indhentes referencer og straffeattest. Du må derfor forvente at blive anmodet herom, hvis vi tilbyder dig stillingen.
Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Leder af Sundhedsfaglig klynge Lilly Ravnsbæk-Toft. Tlf. 40232401.
Tænker du, ”den stilling er lige mig”. Så send en ansøgning. Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist
23. juni 2026
Samtaler
Vi forventer at afvikle jobsamtale kort efter din ansøgning er modtaget. Seneste tidspunkt for ansættelsessamtale er den 25. juni 2026
Syddjurs Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Syddjurs Kommune anvender digital rekruttering, se ledige stillinger på www.syddjurs.dk/job
Vi er den største arbejdsplads i Syddjurs med cirka 3.200 medarbejdere. Medarbejdere der hver dag går på arbejde for at hjælpe og understøtte kommunens borgere. Gennem dialog med virksomheder, brugere og borgere sikrer vi fælles ansvar for Kommunens udvikling.
Vi har et samarbejdsgrundlag der bygger på fem bærende principper;
"Samtaler, der bygger på tillid og åbenhed, muliggør, at vi i Fællesskab viser Handlekraft og kan tage Ansvar for opgaveløsningen og for Udvikling af kerneopgaven."
Gennem de fem principper skaber ledere og medarbejdere sammen fundamentet for velfungerende og inddragende arbejdsfællesskaber til gavn for borgerne og det omgivende samfund. Du kan læse mere om vores samarbejdsgrundlag via følgende link Samarbejdsgrundlag.
Syddjurs Kommune har omkring 44.000 indbyggere, fem hovedbyer og et stort opland med mange landsbyer. Vi er en Kommune i udvikling og hvert år vælger mange familier at flytte hertil. Vores styrker er de aktive borgere, de mange bysamfund, en enestående natur og nærheden til storbyen Aarhus. Vi er en aktiv del af udviklingen i den midtjyske region, herunder Business Region Aarhus, som er et fællesskab mellem de 12 østjyske Kommuner på tilsammen en million østjyder, en halv million arbejdspladser og landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet.